Kværke er en infektionssygdom, som mange hestefolk har hørt om. Det er en smitsom sygdom forårsaget af bakterien streptococcus equi subsp. Equi. Når hesten smittes går der 3 til 14 dage før de første symptomer viser sig. Hesten får feber (39-40 grader), nedsat ædelyst og vil ofte starte med at hoste. I løbet af et par dage får hesten et tykt gulligt/grønt næseflåd og lymfekirtlerne imellem kæbegrenene (og ved svælget) hæver betydeligt op og bliver ømme.
I mange tilfælde vil der komme et opbrud på bylderne i lymfeknuderne, hvorefter hesten langsomt vil komme sig.
I svære tilfælde vil der opstå komplikationer, som kan være livstruende for hesten.
Det er vigtigt at smittede heste tidligt i forløbet isoleres fra andre heste, da sygdommen er yderst smitsom.